
POETISK BETON
Det skal være smukt at bo i beton Beton er kommet for at blive. Anvendelsen af beton bliver mere og mere udbredt,
så hvorfor ikke gøre betonbyggeriet smukkere og mere nærværende, så det skaber en
positiv oplevelse for dem, der bor og lever med beton?
Beton kan andet end at være et billigt og funktionelt materiale. Det kan også have et stærkt
kunstnerisk udtryk, skifte karakter alt efter, hvordan lyset falder og have relieffer, mønstre
og en overflade, der minder om et skær af glaseret keramik. Alle disse kvaliteter har
designer Line Kramhøft arbejdet på at tilføre beton – så det kan bruges i fremtidens byggeri.
Snart kan hun præsentere en række overbevisende prototyper. Sammen med Spæncom,
Aalborg Portland, og med finansiel støtte fra Realdania, er det lykkedes at udvikle
betonelementoverflader med så stærkt et udtryk, at det har givet genlyd hos en række
større arkitektfirmaer herhjemme.
”Beton kan meget mere, end vi ser i dag. Det kan sagtens være eksklusivt, kunstnerisk
og have et smukkere og langt mere organisk udtryk, der giver husene karakter. Det kan
for eksempel minde mere om et flot mønstret tapet end en almindelig grå væg”, siger
designeren, der netop har gjort det til sin levevej at gøre overflader levende og pulserende.
”Innovationen og nytænkningen er kærkommen, for udviklingen af beton har manglet æstetikken”
siger salgschef Carsten Møller fra Spæncom. Virksomhedens fabrik i Kolding har dannet ramme
om udviklingen sammen med laboratoriet på Aalborg Portland, der tester prototyperne.
Hos Spæncom er man parat til at gå videre og igangsætte produktion af de nye støbemetoder,
siger Carsten Møller: ”Vi kan mærke en stor interesse fra forskellige arkitektfirmaer. De er meget
positive og vil gerne udvikle byggerier, hvor betonelementer med et kunstnerisk udtryk kommer
til at spille en rolle. Nu er det bygherrerne, der skal have forelagt alle mulighederne. Og de vil
blive overrasket over, at det ikke koster store beløb at tænke de nye overfladestrukturer med
ind i de samlede byggeomkostninger”.
Prototyperne kan opleves på udstillingen ”POETISK BETON” på Utzon Center, Aalborg,
fra d. 7. november 2008 til d. 15. januar 2009. Her udstiller Line Kramhøft de mange forskellige
bud på fremtidens betonelementer. Der er også udarbejdet en bog med bidrag fra skribenter og
arkitekter. Receptionen i forbindelse med åbningen af udstillingen starter kl. 15.00. Pressen er
velkommen til at se udstillingen og tale med Lene Kramhøft inden dette tidspunkt.
For yderligere informationer og interview kontakt:
Designer Line Kramhøft, mobil: 20 66 50 03, mail: line@taktil.dk – se også www.taktil.dk.
Kontakt til Utzon Center: Christina Elmer, mobil 20 51 57 43, mail: elmer@utzoncenter.org. Spæncom, Salgschef Carsten Møller, mobil: 2810 9312, mail: ccm@spaencom.dk - se også www.spaencom.dk.
|