in English 

Pressemeddelelse/Presseinvitation:


Oprettet dato: 21. maj 2008


Invitation til pressemøde og åbning af Utzon Center


Den 28. maj finder den officielle åbning af Utzon Center i Aalborg sted. Det markeres med reception for inviterede gæster hvor huset vil blive overdraget fra fonden til Utzon Center A/S og den australske ambassadør Sharyn Minahan kommer og klipper det røde bånd. Ud over taler vil der være musiske indslag og Cafe og Restaurant Utzon serverer en let frokost.

 

Utzon Center bliver et dynamisk og eksperimenterende udstillings- og videnscenter, der skal skabe en ramme for en fortsat tilegnelse af Jørn Utzons arkitektur- og designarbejder. Utzon Center er således et formidlingscenter til formidling af kunst, arkitektur og design med Jørn Utzon som inspiration og forbillede. Det er hans værk og filosofi, der danner rygrad og sjæl i huset og det er hans ønske at Utzon Center vil medvirke til at videreudvikle på den nationale og internationale kulturarv som han selv er blevet inspireret af og en del af.

 

Utzon Fonden stiller som krav at alle aktører i Utzon Center accepterer og integrerer åbenhed og tilgængelig for alle interesserede der måtte ønske at se og opleve centeret. Det skal ikke være et lukket og elitært center, men et center der er åbent og byder velkommen til alle.

 

Baggrunden for at placere et Utzon Center på havnefronten i Aalborg er at Jørn Utzon er vokset op i byen og har haft sin daglige gang omkring havnen, hvor han har fundet inspiration til sit senere arbejde. Jørn Utzons far, Aage Utzon, var skibsingeniør på værftet i Aalborg og var med sine legendariske spidsgattere med til at udvikle en helt ny generation af sejlbåde i Danmark. Hans tankegang og arbejdsmetoder har været med til at præge Jørn Utzon og de maritime motiver som ses i hans arbejder. Jørn Utzons erfaring fra at arbejde med sin far, tegne og bygge modeller af komplekse bådforme, såvel som hans passion for at sejle på Limfjorden og hans påskønnelse af naturen, havet og kvaliteterne ved lyset i Nordjylland, har haft stor indflydelse på hans senere arbejde som arkitekt. For at understrege den maritime inspirationskilde rummer Utzon Center plads til opbevaring og restaurering af en Aage Utzon Spidsgatter båd i Spidsgatterhallen som er centrets værftsdel.

 

Åbningsudstilling

Samtidig med centret åbner udstillingen ”Utzons mesterværk: Sydney Operahus”.

 

Enhver stor visionær bedrift skaber sin egen fortælling og Operahuset har måske mere end nogen anden struktur af dens størrelse fra det 20. århundrede, genereret en historie af episke dimensioner. Denne udstilling fejrer denne historie, som begynder med den internationale konkurrence, som Utzon vandt og fortsætter med Utzons og Ove Arup and Partners tre år lange efterforskning for at finde en bærbar løsning til skallernes form.

 

Skabelsen af Operahuset er en historie om menneskelig stræben og politisk manøvrering, men det er også en historie om teknologiske opfindelser – om at finde nye løsninger på designet og på de tekniske og byggemæssige problemer, som bygningens aldrig før sete form skabte. Mange af de teknologiske metoder, der blev brugt og udviklet på Operahuset – f.eks. den betydelige brug af computere og præfabrikerede byggeelementer – er senere gået over til at blive en del af den normale byggepraksis.

 

I centrum af disse historier er den imponerende bygning på Bennelong Point og dens arkitekt Jørn Utzon – nu 90 år – som aldrig har stået i Sydneys solskin og undret sig over sit fuldendte Operahus’ enestående fremtoning. For 50 år siden i det sneklædte Hellebæk kunne Utzon ikke vide, at hans konkurrenceforslag ville tage ikke blot ham men også mange, mange andre ud på en usædvanlig rejse.

 

At denne rejse nu også indbefatter Aalborg er ganske naturligt, fordi Utzon voksede op her mellem verdenskrigene. Og det var på Aalborg Værft, hvor hans fader Aage designede både, at Utzon først stiftede bekendtskab med de store skibsskrog, som senere inspirerede ham til det unikke formelle designsprog, han udviklede til skallerne på Sydney Operahus.

 

Udstillingen er udarbejdet af kurator Anne Watson, udstillingsarkitekt Elisabeth Topsøe og udstillingsleder Anna-Maria Lund.

 

Hovedsponsor: Realdania
Sponsor: Magnus Thomsens Eftf. Tømrer- og bygningssnedker

 



 

Du er her: Utzon Center Presse Invitation til pressemøde og åbning af Utzon Center