in English 

Om Utzon Center

Utzon Center er tænkt som et dynamisk og eksperimenterende udstillings- og videnscenter der skaber en ramme for en fortsat tilegnelse af Jørn Utzons arkitektur- og designarbejder. Utzon Center er således ikke et museum over Jørn Utzon, men et formidlingscenter til formidling af kunst, arkitektur og design med Jørn Utzon som inspiration og forbillede.

 

Det er således hans værk og filosofi, der danner rygrad og sjæl i huset og det er hans ønske at Utzon Center vil medvirke til at videreudvikle på den nationale og internationale kulturarv som han selv er blevet inspireret af og en del af. Utzon Fonden stiller som krav at alle aktører i Utzon Center accepterer og integrerer åbenhed og tilgængelig for alle interesserede der måtte ønske at se og opleve centeret. Det skal ikke være et lukket og elitært center, men et center der er åbent og byder velkommen til alle.

 

Baggrunden for at placere et Utzon Center på havnefronten i Aalborg er at Jørn Utzon er vokset op i byen og har haft sin daglige gang omkring havnen, hvor han har fundet inspiration til sit senere arbejde. Jørn Utzons far, Aage Utzon, var skibsingeniør på værftet i Aalborg og var med sine legendariske spidsgattere med til at udvikle en helt ny generation af sejlbåde i Danmark. Hans tankegang og arbejdsmetoder har været med til at præge Jørn Utzon og de maritime motiver som ses i hans arbejder. Jørn Utzons erfaring fra at arbejde med sin far, tegne og bygge modeller af komplekse bådforme, såvel som hans passion for at sejle på Limfjorden og hans påskønnelse af naturen, havet og kvaliteterne ved lyset i Nordjylland, har haft stor indflydelse på hans senere arbejde som arkitekt. For at understrege den maritime inspirationskilde rummer Utzon Center plads til opbevaring og restaurering af en Aage Utzon Spidsgatter båd i Spidsgatterhallen som er centrets værftsdel.

 

Læs om Utzon Center udstillingsområde her >>

 


  






    
 
 
 
 


 

Du er her: Utzon Center Om Utzon Center